Kapitel 4 fortæller om udviklingen af de kunstneriske og kulturelle oplevelsesmuligheder, som fra 1945 til i dag har rettet sig til børn. En markant udvikling både kvalitativt og kvantitativt, hvor forskydningerne i synet på børn har haft afgørende betydning. Kapitlet understreger, at der er langt fra forfattere, illustratorer, komponister, musikere, teaterfolk, filmfolk, billedkunstnere og danseres arbejde til de børn, det hele er til for. Det er her, kulturformidlingen, kulturinstitutionerne og kulturpolitikken spiller en hovedrolle. Tilsammen skal de sikre, at arbejdet med kunstneriske og kulturelle oplevelser ikke er forgæves, men faktisk når børnene. Kulturpolitikkens vision om, at alle børn skal have adgang til kunst og kultur, alle kulturinstitutioner skal bidrage og alle kunstneriske og kulturelle udtryksformer skal inddrages, forpligter – og udfordrer.  Visionen har bl.a. betydet, at nye kunstneriske og faglige felter har sluttet sig til de mere klassiske og andre typer kulturinstitutioner har påtaget sig et formidlingsansvar i forhold til børn. Dermed står vi i dag f.eks. med forholdsvis nye formidlingstiltag i forhold til arkitektur og design.

Principielt er meningen med alle kunstneriske og kulturelle oplevelser og aktiviteter, at de skal berige børns kultur- og fritidsliv. Men – skal børn have lige muligheder, må formidlingen også ske i samarbejde med de daginstitutioner, skoler og SFO’er, som siden 1945 har fået afgørende betydning for de allerfleste fra de er helt små. Hvad betyder det for kulturformidlingen, at den ofte finder sted i eller sammen med børns institutioner? Hvad betyder det for kulturinstitutionerne? Har forskydningerne i synet på børn haft indflydelse på formidling og formidlingstyper? Svarene varierer fra samarbejde til samarbejde og fra en kulturinstitution til en anden. For at kunne fortælle om dem bygger kapitel IV på nogle enkle bestemmelser af formidling.